søndag den 21. september 2008

Ramadan i Syrien



1. september startede 30 dages Ramadan for alle muslimer rundt omkring i verden, og i Syrien var det ingen undtagelse. På mit kontor mærkes forskellen straks; arbejdsdag blev forkortet med en time og trods det dukker folk gerne endnu en halv time senere op – ”Det er jo Ramadan”.

Vandautomaten på kontoret er blevet tømt og slukket, så jeg må pænt tage vand med hjemmefra og droppe tanken om en kop kaffe midt på dagen. Heldigvis har syrierne et meget afslappet forhold til ikke-muslimer, og jeg har fået tilladelse fra kollegaerne til at drikke vand og spise lidt på kontoret. Samme forståelse er der ikke for muslimer der ikke følger fasten. En af mine venner fik en ordentlig reprimande for at drikke øl – af tjerneren der havde serveret øllen!!!

De første 2 uger skulle efter sigende være de hårdeste – knap 15 timer uden mad eller vand i 40 graders varme er jo nok heller ikke lige sjovt. Jeg har set en del skænderier i traffikken, er blevet skældt ud af en kassemand i et supermarked fordi jeg ikke ville vedkende mig en 50 lira seddel han havde fundet på gulvet, og i bund og grund har folk bare en lidt kortere lunte end normalt – forståeligt nok.

Min arabisk lærer har ikke kunnet lære mig andet end ting der har med mad at gøre, hvilket selvfølgelig også er nyttigt.

Når så klokken bliver omkring 19 ændrer byen sig dratisk. Gaderne ligger øde hen, de få biler der er på gaden kører i fuld fart mod hjemmet og den store Iftar – ved solnedgang brydes fasten og nu er det tid til endelig at få mad.

På restauranter udbydes kæmpe menuer med traditionelt arabisk mad – alt for meget mad. Og på trods af at jeg elsker arabisk mad, ja, så kan det godt blive for meget efter en god iftar. Så er der jo meget heldig, at jeg har et par gode venner der er med på at bryde fasten med en god gang sushi!

Ingen kommentarer: