søndag den 24. februar 2008

Damaskus- første indtryk

Vi har nu været i Damaskus i tre uger, og det er på tide at dele nogle af vores oplevelser og indtryk med jer:

Befolkningen
Folkene er utrolig søde og venlige, og derudover har de en anden kvalitet, som Anne efter 1½ år som kæmpekvinden i Nepal sætter utrolig stor pris på; de er høje! Som forudset af Steve så har langt størstedelen af mændene moustache og ryger vandpibe. Til vores overraskelse har det vist sig, at vandpibe er utrolig populær hernede blandt alle befolkningsgrupper, selv på de mest hippe cafeer i byen sidder unge studenter og studiner og pulser løs på hver deres vandpibe. Bortset fra vandpibe bliver der også røget utrolig mange cigaretter i denne by. Alle ryger, og man kan være sikker på at taxichaufføren når at ryge mindst to cigaretter inden man er fremme – ligegyldigt hvor kort eller lang turen er.

Damaskus
Damaskus er en utrolig dejlig by og trods mere end 6 millioner indbyggere virker den meget lille og overskuelig. Byen byder på lidt af hvert fra den gamle bydel med de små smalle gader og arabiske huse til et operahus med masser af kulturelle oplevelser og så Shalaan kvarteret i centrum med de mange forskellige butikker, gågader og smarte cafeer. Sidst men ikke mindst er der Sheikh Mouhiddin, vores del af byen. 10 min. gangs fra centrum og i starten af Mezzah bjerget med små smalle gader der snegler sig op af bjergsiden, de usandsynlig mange store og flotte moskeer (der holdt os vågne de første mange nætter) og det store, flotte grøntsagsmarked som bydelen er kendt for. Vi har fundet en dejlig lejlighed her og er i fuld gang med at gøre den til et hyggeligt hjem i en by, vi hurtigt har fundet os tilrette i.

Arbejdet
På flere områder er jeg blevet overrasket over UNDP her i Syrien, men heldigvis kun på den positive side, såsom at opdage at vores nabo er den danske ambassade. Derudover er jeg blevet imponeret over at opdage at 80 % af mine kollegaer er kvinder, noget chefen (en mand – selvfølgelig) joker med er et problem, fordi kontoret simpelthen er for effektivt!!! Jeg har nogle fantastisk dejlige kollegaer, som alle har taget utrolig godt imod mig. Omgangstonen på kontoret er god og munter, og der foregår masser af kommunikation og samarbejde på tværs af afdelinger, noget jeg virkelig savnede hos MS i Nepal.
Vi arbejder stadig på at få specificeret mine arbejdsopgaver men alt peger i retning af fokus på ligestilling i alle aspekter af UNDPs arbejde, koordinering af donor bistanden i Syrien og så arbejde med at få inkluderet flere civilsamfundsorganisationer i vores og regeringens udviklingsarbejde – noget der kan blive en udfordring i så stramt styret land som Syrien. Der bliver masser af spændende ting jeg kan give mig i kast med, og der skal nok komme flere indslag om dette på denne blog.

…og så til sidst
Efter at have klaret mig igennem både jul og januar i Danmark uden de store mèn, blev jeg noget overrasket over at fare vild i en snestorm hernede på vej til åbningen af et e-bibliotek for parlamentet. Men sådan er livet jo så forunderligt og uforudsigeligt….